Hot Mess
Forfatter: Lucy Vine
Udgivelse: Flamingo, 14. februar 2018
Antal hjerter af fem mulige: ♥♥
Original titel: Hot Mess
Oversat af: Elisabeth Kiertzner
Om Hot mess
Ellie Knight er 29 år og fanget i et singlehelvede med den ene forfærdelige Tinder-date efter den anden. Hun er ikke super vild med sit job, og hun bor på et værelse i en lejlighed, der er så forfærdelig at hun omtaler den Lortehullet. Ikke nok med, at hun skal slæbe sig gennem tilværelsen som datende single, så er hendes far nu også klar til at date igen efter moderens død. Hendes liv er mildest talt langt fra perfekt. Men måske er det helt okay?
Bogen består af små kapitler, der indledes med en form for dagbogsnotat, samt kapitler, der er skrevet som mailkorrespondance mellem Ellie og hendes far og søster.
Hot Mess er kaldt for Tinder-generationens Bridget Jones dagbog, og hvis man kender Bridget Jones, så siger det i den grad noget om, hvad Hot Mess er for en bog.
Mine tanker om Hot mess
Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om denne her bog. Der var tidspunkter, hvor jeg grinede højlydt, og så var der sider, jeg blev nødt til at springe over, fordi de simpelthen var for uinteressante.
PLottet
Historien er i sig selv ganske udmærket. Vi starter lige på og hårdt, hvor vi introduceres for både Ellies (ikke helt så tiltalende) personlighed og den situation hun befinder sig i; single-helvedet. Herefter får vi langsomt afdækket mere og mere af både Ellie og livet som single af alt hvad det indebære. Der løber en god rød tråd gennem hele fortællingen og den er slet ikke svær at holde styr på.
Indimellem er der dog nogle mails fra Ellies far til hende og hendes søster, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se pointen med indholdet i disse mails. Jeg er sikker på, de er tænkt som et humoristisk indslag, men de er for meget, for dårligt skrevet og alt for ligegyldige til at de giver mig noget som helst, og jeg valgte ret hurtigt at springe dem over, når jeg læste. Og selv om jeg i sidste ende vendte tilbage – bare fordi, det var det rigtige at gøre, når nu man vil skrive en anmeldelse af en bog – følte jeg ikke på nogen måde, jeg manglede noget ved ikke at have læst dem. Alt hvad jeg skulle forstå, forstod jeg efter at have læst den første.
Kapitelindledningerne sagde mig heller ikke noget. De sætter scenen, så man som læser er klar over, hvor vi befinder os, men det kan man også tit blive klar over i løbet af de første par linjer. Jeg føler mig dog sikker på, at dem, der har holdt af Bridget Jones’ dagbog, vil synes bedre om dem end jeg.
Karaktererne
Persongalleriet i Hot Mess er ikke stort, men det behøver det heller ikke at være i en bog på kun 270 sider. Der er mange navne at hitte rundt i, men de vigtige personer formår alligevel at fæstne sig lidt bedre i hukommelsen end de mindre vigtige.
Ellie
Vores hovedperson Ellie Knight er som tidligere nævnt 29 år. Hun er nyligt single og bor derfor på et værelse i en lejlighed med to andre. Hendes vennekreds består primært af Sophie og Thomas, men også kollegaen Maddie har fået en plads. Ellie fremstår på mange måder som en bitter kvinde, der nærmest hader alt, hvad der ikke lige falder i hendes smag. På sin arbejdsplads virker hun endog meget usympatisk og direkte led.
I nogle situationer, virker hun meget ligefrem og morsom at være i selskab med, og det er ofte hende, der har givet mig anledning til at grine højt.
Vennerne
Sophie og Thomas fremstår som en tætknyttet vennegruppe, der deler alt med hinanden. Det er også Sophie og Thomas, der i sin tid fik Ellie på Tinder og swipede de første mange mænd for hende. Der er en god dynamik i gruppen og deres relationer og samtaler virker ægte og dybe.
Familien
Omvendt har jeg det med familien. Samtalerne mellem Ellie og hendes far Allan og søster Jenny virker dybt absurde og til tider skræmmes jeg endda over, hvordan søstrene taler til hinanden. Ellies søster er en stolt kvinde, der er flyttet langt væk med sin mand og datter, og som absolut ikke har behov for at tale om noget med familien. Ellies far er en mand med et dybtliggende og yderst velfungerende humor-gen, hvilket absolut er nødvendigt, når Jenny angriber ham med en enten enormt tør humor eller ondskabsfulde udtalelser. Samme gen er dog også skyld i, at jeg flere gange var i tvivl om, hvorvidt faren lavede sjov eller forstod en joke.
Hvem kan læse Hot Mess?
Jeg vil anbefale singler og unge kvinder at læse denne. Den er humoristisk og tør på samme tid. Selv om den er sjov og nogle gange lidt i overkanten, lukker man alligevel bogen med en følelse af, at man er blevet lidt klogere på livet. Især vil jeg dog anbefale den til de af jer, der har været glade for Bridget Jones. Der er mange ligheder, men det er en lidt særlig måde at skrive en bog på, og altså ikke en, jeg bryder mig særligt om, men hvis du gør, er jeg sikker på, at denne her også falder i god jord hos dig!
Et godt råd er dog at springe farens vedhæftede dokument til mailen over. Nogle vil helt sikkert synes, det er hylende morsomt, men hvis du ikke er en af dem, så går du altså ikke glip af noget ved at droppe dem.