Fordærv
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.
Original title: The Few
Forfatter: Nadia Dalbuono
Udgivet: Alhambra, 2018
Serie: Leone Scamarcio #1
Fordærv
Fordærv er første del i en serie om den erfarne kriminalkommissær Leone Scamarcio. Scamarcio er søn af en italiensk mafiaboss, men har valgt at gå en modsat vej og må derfor kæmpe for sin integritet som en af Roms politimænd. En dag bliver Scamarcio kaldt til et møde med sin chef, som beder ham om at undersøge en særlig sag – helt uofficielt.
Sagen handler om en død trækkerdreng, som er fundet myrdet i sin egen seng, og da der pludselig også dukker billeder op af denne trækkerdreng og en af Italiens højtstående politikere i en særdeles ømtålelig situation, er Scamarcio pludselig dybt involveret i en sag, der er svær at holde hemmelig. Som efterforskningen udfolder sig og trækker Scamarcio med ind i mere forfærdelige lag af det Italienske samfund, begynder Scamarcio også langsomt at miste sig selv lidt.
Mine tanker
Fordærv er en af den slags krimier, der tager læseren med politiet rundt i store dele af efterforskningsarbejdet, samt hovedpersonens tanker og privatliv. Det betyder, at man som læser kan få lov at udfolde sagen i samme tempo som hovedpersonen gøre det, hvilket også betyder, at man ofte føler sig lige så fortabt og forvirret som den stakkels kiminalkommissær, der er sat til at løse mysteriet.
Jeg havde svært ved at vænne mig til de italienske navne, og i lang tid følte jeg mig forvirret over, hvem der var hvem. Plottet var dog fængende og Scamarcio spændende at følge.
Mysteriet om den afdøde trækkerdreng leder Scamarcio til den italienske ø Elba, hvor en amerikansk pige er blevet kidnappet. Det virker næsten umuligt at finde en ammenhæng mellem disse to sager, hvilket gør historien endnu mere interssant. Når man som læser selv får lov at lege detektiv, synes jeg, man får lidt ekstra ud af historien. Jeg synes, det er fedt at få lov til at gætte løs og lave forskellige mulige scenarier i hovedet under læsningen.
Plottet var gennemtænkt, og der gik lang tid før, jeg begyndte at forbinde ledetrådene. De forbrydelser, man præsenteres for er barske og modbydelige, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at det ikke er en gengivelse af virkeligheden. Den sørgelige sandhed er dog nok, at det er en ret virkelig gengivelse af virkeligheden. Og selv om det gør mig trist at tænke på, så er det også en stor del af, hvad jeg kunne lide ved bogen.
Scamarcio er en velskrevet figur, som på mange måder virker ægte og menneskelig. Dalbuono har med snilde sørget for at han er en karakter, man har lyst til at vide mere om. Han er meget uafhængig og arbejder hårdt for at gøre sit job godt. Han er brysk, men samtidig også meget relaterbar. Noget af det, der gør ham særligt interessant er hans retfærdighedssans, som er formet af både hans baggrund med en kriminel far og hans job hos politiet.
Samlet set synes jeg, at romanen var en anelse forvirrende, omend spændende og grotesk. Scamarcio er svær at holde af, men samtidig er han også svær ikke at kunne lide, og han betyder helt bestemt meget for at romanen fungerer. Dalbuono har gjort et fantastisk arbejde med at lade sine karakterer udfolde sig gennem handlinger og tale, fremfor at give direkte beskrivelser af dem.
Min største anke er, at jeg synes, historien bevægede sig langsomt fremad. I forhold til, hvor forvirret jeg følte mig over navne og det velsammenskruede plot, var det sikkert en god ting, fordi det gav mig tid til at samle tankerne undervejs. Det kostede dog lidt på læsemotivationen hele tiden at sidde og føle, at der var langt endnu.
Er den noget for dig?
Hvis du er nået hertil, vil jeg skyde på, at du generelt godt kan lide at læse krimi, hvilket jo bestemt er et godt udgangspunkt. Fordærv er uforudsigelig og tager dig konstant med på nye udviklinger i sagen, der ikke altid giver mening ved første øjekast, men som vil sætte tankerne i gang. Derudover er hovedpersonen Scamarcio som nævnt meget menneskelig og derved let at identificere sig med.
Hvis du også er ved at være en lille smule træt af den stereotype krimiromanhovedperson, (ham den midaldrende mand, der drikker og ryger lidt for meget, og som har opgivet familielivet (bevidst eller ubevidst) på grund af arbejdet) så frygt ej: Sådan en er Scamarcio ikke. Hans dæmoner er nogle andre, hvilket giver denne roman et friskt pust. Sandt at sige er han ikke gift, og hans kærlighedsliv halter godt nok også lidt, men han føles stadig anderledes. God anderledes. Jeg håber, det er intentionen, at han fortsat skal være lidt anderledes på det punkt.
Hvis du holder af at læse en krimi med et gennemtænkt plot, der også vil få dig til at undres, når du har lagt bogen væk for en stund, så kunne denne bog sagtens være god for dig. Hvis du foretrækker en krimi, der kravler ind under huden på dig med forfærdelige og virkelighedsnære forbrydelser, så vil du nok også kunne lide denne. Selv om man er sparet de groteske detaljer om forbrydelserne, så er de stadig væmmelige at tænke på, og jeg er stadig rystet over, hvad mennesker kan gøre mod hinanden…
Tak
Jegvil gerne takke forlaget Alhambra for at sende mig et eksemplar Fordærv til anmeldelse!