Reklame, da bogen For evigt. Måske er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Forfatter: Anica Mrose Rissi

Udgivelse: CarlsenPuls, 20. september 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Original titel: Always Forever Maybe

Oversat af: Louise Urth Olsen

Da jeg var til bogbloggerevent om realisme i YA-litteratur i foråret blev vi præsenteret for denne bog, og jeg var solgt med det samme! Jeg elsker realistiske YA-romaner. Både de barske, de søde og de fjollede. Men især de barske. For evigt. Måske er historien om en ung piges stormende forelskelse i en ung mand, der gemmer på en masse smerte og vrede, og det usunde forhold, de sammen får skabt. For evigt. Måske er en historie om kærlighed. Kærlighed mellem venner, mellem kærester, og kærlighed når den gør ondt.

For evigt. Måske

Bee er i gang med sidste år af high school og det er langsomt ved at gå op for hende, at college også betyder en enorm ændring i hendes liv. Bl.a. kommer hun ikke til at se sin bedsteveninde Jo så tit længere, hvilket næsten er en katastrofe, og så opdager hun, at der også er en masse high school oplevelser, hun kommer til at opleve for sidste gang.

Men det betyder ikke, der ikke er plads til nye førstegangsoplevelser, hvilket hun i den grad må sande, da Aiden træder ind i hendes liv og tager hende med storm. Aiden er lidt ældre end Bee, og hun oplever ham som en utroligt ærlig og oprigtig ung mand, der har gennemlevet en masse smerte og vrede i sit liv, og som nu står foran en pige, der kunne være hans for evigt. Bee forelsker sig hovedkuls i den spændende og charmerende unge mand, og det er en forelskelse, der ikke giver plads til meget andet i hendes liv. Og Bee lader til at fylde lige så meget hos Aiden.

Men Jo bryder sig umiddelbart ikke om Aiden, og Bee forstår ikke, hvordan Jo ikke kan se, hvor fantastisk han er. Men det er lige meget. For det er kun Aiden, der betyder noget, og Bee vil gå langt for, at han kan føle sig sikker på hendes kærlighed til ham.

Advarsel: Indlægget indeholder enkelte (mindre) spoilers!

 

Mine tanker om For evigt. Måske

Der er mange ting at nævne om For evigt. Måske: Den er yderst smuk, både i udseende og indhold. Bogen er velskrevet og historien er sød og barsk på samme tid. Derudover er historien også super aktuel og relevant.

Det vigtigste jeg vil sige er dog, at den rammer de unge med et emne, vi ellers ikke snakker så meget om. Alle ved, at kærlighed gør ondt. Alle har hørt eller læst om den længsel, kærligheden kan efterlade som en tung og hård kugle i maven på den forelskede. Og alle ved, at man går, hvis kæresten slår.

Men det er ikke altid så nemt at gå. Og det er ikke altid så nemt at se, at man faktisk befinder sig i et usundt forhold. Som Bee rigtigt nok siger, så kræver det kompromisser at være i et forhold; men hvem sætter grænsen for disse? Hvornår har man gået nok på kompromis – og hvornår har man faktisk været for rigid i forsøget på at passe på sine grænser?

For evigt. Måske inviterer læseren direkte ind i hovedet på en ung pige, der er så forelsket i sin nye kæreste, at hun er blind for de faresignaler, der viser sig. Den giver en stemme til dem, der befinder sig i et forhold, der har gjort dem usikre på sig selv, selv om de føler sig elskede og værdsatte. Bogen er et vigtigt stykke litteratur til de unge, der kunne tro, at opofrelse i kærlighedens navn betyder, at man skal gå på kompromis med den man er.

Hvad rammer mig ikke?

Der er enkelte tidspunkter, hvor jeg ikke er helt solgt til handlingen, men det hænger mere sammen med min holdning til instalove (kærlighed ved første blik) end det har noget med Rissis skrivestil at gøre. Jeg er absolut ikke fan af instalove. Jeg tror ikke på det, og det fanger mig ikke. Jeg tror på betagelse og lyst og helt igennem dyrisk tiltrækning; men ikke kærlighed ved første blik. Det er dog også den eneste svaghed ved denne historie, som umiddelbart har haft indflydelse på min oplevelse af den. Dog er historien samtidig så velfortalt og vigtig, at det har endt med ikke at have nævneværdig betydning for min samlede vurdering af bogen.

Kærlighed

Kærlighed er mange ting, og i bogen præsenteres vi (om end i større og mindre grad) både for den kærlighed man finder i familien, i venskaber og i kæresteforhold. Vi følger Bee og hendes bedste (og tæt på eneste) ven Jo, og deres venskab er beskrevet så varmt og ægte, at jeg næsten fornemmer, det er baseret på forfatterens egne oplevelser eller betragtninger. Det er en skøn oplevelse at blive taget med ind i det rum,  de to piger – og til tider også Jos tvillingebror – har sammen.

Når kærligheden gør ondt

Kærlighed kan være berusende og altoverskyggende, og især når den rammer teenageren. I teenageårene kan alle følelser virke livsvigtige, og det kan være svært at forstå og stole på, at man nok skal overleve uenigheden med sin veninde, eller bruddet med sin kæreste.

Denne følelse fanger Rissi ret fint i sin bog, synes jeg. Man mærker virkelig Bees længsel efter Aiden, når de ikke er sammen, hendes ro og glæde, når de er sammen, og hendes angst for at miste ham, når deres forhold kommer i modvind.

Venskabet med Jo begynder så småt at krakelere, da Bee føler, at Jo er modstander af hendes forhold til Aiden, samtidig med at Aiden ikke viser synderligt interesse for Jo, og Bee oveni dette begynder at nedprioritere den tid, hun bruger med veninde. Men Jo er en sej pige, der nægter at give op, og som bliver ved med at kæmpe for at bevare sit venskab med Bee, hvorved bogen også rigtigt godt får beskrevet den kraft, et venskab besidder.

Alt i alt

Jeg synes, at Rissi har gjort et rigtigt godt stykke arbejde med at fange følelsen af den stormende forelske, der kan ramme (især i teenageårene). Hun formår samtidig at skrive en rørende historie om venskab.

Bogen er som sagt velskrevet og jeg følte vitterligt at siderne vendte sig selv. Jeg slugte bogen på mindre end to dage, og kunne sagtens hive den frem igen allerede og læse den forfra.

Persongalleriet er varieret og vellykket. Derudover har Rissi fanget en vigtig pointe om, hvordan vi ofte kan komme til at opfatte verden og de mennesker omkring os som statister i vores eget liv. Som sideløbende historie til Bee og Aidens kærlighedshistorie, får vi nemlig også en historie om venner og tidligere venner, og hvordan man fjerner sig fra eller knyttes tættere til de mennesker, der er en del af ens liv.

På ganske få sider har Rissi altså skabt en umådelig stor og vellykket fortælling om mange vigtige emner. Emner, som de unge har brug for at læse/høre om.

Hvem henvender For evigt. Måske sig til?

Alle kan læse denne bog, men den henvender sig særligt til teenageren og de unge kvinder og mænd. Den behandler et emne, der er essentielt at tage op med sine børn, venner eller elever. Temaet er nemlig sunde og usunde forhold.

Bogen er utroligt let at læse og historien nem at følge. Selv om hovedpersonen er en pige, ville unge drenge også sagtens kunne få noget ud af historien. Bogen kan læses som frilæsning, hvor det blot handler om at læse en god historie. Dog kan jeg også anbefale at man tænker bogen ind  et forløb i udskolingen om bogens tema.

Jeg vil anbefale alle over 14 år at læse denne bog. Hvis du samtidig har læse Til døden os skiller af Kit A. Rasmussen og kunne lide den, er jeg sikker på, du også ville kunne lide For evigt. Måske. Og omvendt.

Som en lille bonusinformation kan jeg nævne, at der bagerst i bogen er en fin lille liste over steder, man kan henvende sig, hvis man har brug for hjælp med et usundt forhold.